Alsace er en harmonisk blanding af kultur, historie, natur, vinproduktion og gastronomi.
Området har skiftet mellem at tilhøre Tyskland og Frankrig flere gange, og det har sat sit præg på både sprog, arkitektur og mad-og-vintraditioner.
Hovedbyen er Strasbourg, som huser Europa-parlamentet. Landsbyerne ligger som perler på en snor med deres bindingsværkshuse, brolagte gader, og en overdådighed af blomster. Regionen er særligt kendt for sin vinproduktion – især hvidvine som Riesling og Gewurztraminer, men der fremstilles også rødvin på druen Pinot Noir. Køkkenet byder på specialiteter som choucroute, tarte flambée og baeckoffe.
Det er en stor fornøjelse, at Mikkeltours kan præsentere en vinrejse til Alsace. Foruden Mikkeltours sædvanlige besætning, er vi så heldige, at vi også har en vinekspert med på hele turen, nemlig sommelier Dorte Pontoppidan, som har rejst i Alsace i mere end 20 år. Der bliver derfor rig mulighed for at stille spørgsmål og lære mere om vinområdet Alsace.
Turens foreløbige program.
Lørdag 27.6.
Afrejse fra Lejre, med opsamling. Overnatning undervejs på hotel Landgasthof syd for Kassel. Aftens- og morgenmad på hotellet.
Søndag 28.6.
Efter morgenmad på Landgasthof, kører vi tll Alsace, og om eftermiddagen ankommer vi til vores hotel, Hôtel les Remparts, Kaysersberg, hvor der efter indkvarteringen bliver tid til en gåtur i området. Aftensmad på restaurant Au Lion d'Or i byen.
Mandag 29.6.
Om formiddagen besøger vi vinhuset Lichtlé i Gueberschwihr, hvor Erik og hans danske kone Henriette vil holde en smagning for os, fortælle om vinhuset og vise os vinmarkerne og kælderen. Der bliver naturligvis også mulighed for at købe stedets dejlige vin. Frokosten indtager vi i byen på restaurant La Belle Vue.
Om eftermiddagen kører vi til den skønne by, Riquewihr. Her bliver der tid på egen hånd.
Riquewihr er kendt for sine vinproducenter og har mange små vinkældre, hvor man kan smage lokal vin direkte fra producenterne. Byen betragtes som en af de smukkeste landsbyer i Frankrig og er næsten som en levende eventyrkulisse. Byen er utroligt velbevaret fra 1500-tallet med brolagte gader, bindingsværkshuse og en intakt bymur.
Efter besøget kører vi tilbage til vores hotel. Egen aftensmad.
Tirsdag 30.6.
Vi starter dagen med et vinbesøg hos vinhuset J.B. Adam i Ammerschwihr. Husets historie går 400 år og 15 generationer tilbage og vinmarkerne har siden 2004 været dyrket økologisk og biodynamisk. Vi skal selvfølgelig høre mere om denne dyrkningsform og vinhusets historie, vi skal smage fem vine og spise en let frokost.
Derefter kører vi til slottet Château Haut Koenigsbourg. Slottet har været en fæstning, der beliggende på en bjergtop har haft en god strategisk position, og som i dag giver et enestående panorama over Alsace-sletten.
Vi har besluttet, at vi skal kigge nærmere på slottet.
Når vi atter er tilbage på hotellet, er det egen aftensmad.
Onsdag 1.7.
Vi skal besøge Rolly Gassmanns smagelokale og vinmuseum i Rorschwihr. Det nybyggede besøgslokale rager højt op over landsbyen og når næsten kirketårnet i højde. Vi skal naturligvis smage nogle af Pierre Gassmanns vine, som er lidt anderledes end andre vine fra Alsace, da de har mere restsødme end de fleste.
I lokalet er der udstilling af de 21 jordbundstyper, som findes i landsbyen Rorschwihr.
Resten af dagen vil vi være i Colmar. Egen frokost i Colmar. Colmar er en charmerende by og hovedbyen for vinområdet Alsace. Byen er kendt for sin velbevarede middelalderarkitektur, de hyggelige gader med velbevarede bindingsværkshuse og katedralen. Byen kaldes ofte "Lille Venedig" på grund af de små kanaler, der løber gennem det gamle kvarter ”La Petite Venise”.
Byen har en rig kulturarv og rummer flere museer, herunder det anerkendte Unterlinden-museum med værket "Isenheim-altertavlen".
Aftensmad i restaurant Hassenforder i vores by.
Torsdag 2.7.
Vi forlader vores hotel og kører mod Strasbourg.
Her vil opholde os i et par timer, så vi får en fornemmelse af, hvad det er for en dejlig by, vi er kommet til. Efter besøget kører vi til vores overnatningshotel.
Fredag 3.7.
Hjemrejse. Egen forplejning på hjemturen.
Pris: 10.495 kr.
Inklusive 6 overnatninger med morgenmad, 4 x aftensmad, 3x frokost (bl.a. i forbindelse med vinsmagning. Besøg på vingårde iflg. program, dansk rejseleder samt vinekspert med på hele turen. Til aftensmaden er der som standard indregnet et glas vin, en øl eller en sodavand.
Drikkevarer er ikke indregnet til frokost.
Tillæg for eneværelse: 1500 kr.
Tilmelding og betaling: Depositum 10.1.26: 2000 kr. pr. prs.
Restbeløb 1.4.2026
Tilmelding Mikkeltours: erik.mikkelsen@mikkeltours.dk
www.mikkeltours.dk
Tlf. 51300694.
Stakhaven 8, 4070 Kr. Hyllinge,
Rejsegarantinr: 2383
Ret til ændringer forbeholdes.
Nyttige links:

